Computer, dyre designermøbler og arveguldet.
Er du bange for indbrud i hjemmet, mens du er på ferie? Så pak bekymringen ned sammen med skitøjet eller sombreroen.
En ny type alarmsystem gør det muligt, at du på mobilen kan livestreame din egen stue, entré eller hvilket som helst rum, du har koblet til alarmen - ligegyldigt om du står på en piste eller ligger ved en pool. Du sætter selv kameraet op og bestemmer selv, hvem der har adgang til videotjenesten.
- Hvis man for eksempel er på vinterferie, kan man koble naboen på og aftale med dem, at de skal reagere og tilkalde politiet, hvis de ser noget, siger kommunikationsansvarlig hos alarmselskabet G4S, Mads Darling, til Newspaq.
Han forklarer, at G4S har udviklet den mobile overvågningstjeneste for at gøre det så nemt for kunden som muligt at bruge alarmen der, hvor man er. Er du uheldig at få uønsket besøg, får du - eller din nabo - en varsels-sms og kan ringe til politiet.
Lone Harlev, projektleder for Nabohjælp i Trygfonden og Dansk Kriminalpræventiv Råd, kan se fordelen i, at man enten selv eller naboen hurtigt kan reagere, hvis der er indbrud. Men hun mener også, at man selv skal vurdere, hvilke fordele og ulemper, der kan være ved at tage mobilovervågningen med på ferie.
- Det er lidt ligesom at tage arbejdsmobilen med på ferie, hvor man hele tiden kan følge med. Man skal passe på, man ikke skaber frygt eller unødig bekymring, siger hun.
Hun understreger, at den moderne teknologi er et rigtig godt supplement, men aldrig må erstatte den traditionelle nabohjælp.
- Der, hvor nabohjælpen virker, er når vi kender hinanden og hjælper med at få huset til at se beboet ud, når naboen er på ferie: Fylde skraldespanden, tømme postkassen, skovle sne eller lave fodaftryk i sneen, siger hun.
Når du igen kommer solbrændt eller sneblind hjem fra din ferie, kan du koble naboen fra systemet, så det kun er dig selv, der overvåger dit hjem.
Fakta:
- Danmark er det andenmest indbrudsramte land, hvor danskerne er udsat for indbrud ni gange oftere end nordmændene og fire gange oftere end svenskerne. Kun Grækenland har flere indbrud.
- Cirka otte procent af de husstande, der har haft indbrud, får endnu et indbrud inden for et år.
- Indbrudstyve går ofte efter tomme huse, der ligger for sig selv uden synlige nabohuse, og hvor låse og vinduer er nemme at bryde op.
- For at undgå indbrud skal du sørge for, at alle døre og vinduer er lukkede og låst og at huset ser beboet ud: Friske potteplanter i vinduerne, tændt lys og radio, vasketøj på snoren, fyldt skraldespand og tom postkasse. Aftal eventuelt med din nabo, at de passer huset, mens du er væk.
- Overvej en alarm, hvis du bor øde, rejser meget, har særligt værdifulde ting i hjemmet eller tidligere har haft indbrud og føler dig utryg.
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd og G4S
Newspaq