20-årige Jimi Nielsen fra Herning er en usædvanlig glad FC Midtjylland-fan. En af spillerne har nemlig hjulpet Jimi væk fra kontanthjælp og i gang med en uddannelse, skriver Herning Folkeblad.
Jimi fik superligaspilleren Eyjólfur Hédinsson som mentor gennem Herning Kommunes Ungeenheds mentorprojekt. Jimi var på kontanthjælp og vidste ikke, hvad han ville med sit liv, men mentorforløbet og snakkene med fodboldspilleren gav ham modet til at starte på en HF-uddannelse. Senere vil han uddanne sig til socialrådgiver, har han fundet ud af.
- Jeg har lært at stræbe efter mine mål, og jeg har fundet ud af, at jeg faktisk godt kan lide det. Man kan sige, at jeg i starten skulle tvinge mig selv lidt, men nu er det blevet meget mere naturligt, fortæller Jimi Nielsen til Herning Folkeblad.