* Finansloven: Regeringen bevæger sig mere og mere i retning af en aftale med Enhedslisten. Den største knast er fortsat Enhedslistens krav om et økonomisk sikkerhedsnet for dem, der mister dagpengeretten til nytår. De Konservative meldte sig onsdag endegyldigt ud af forhandlingerne, mens Venstre og Dansk Folkeparti heller ikke ser ud til at være inde i varmen længere
* Kriminalforsorgen: Regeringen landede onsdag en flerårig aftale med Enhedslisten, Liberal Alliance og De Konservative, som skal sikre 200 nye fængselspladser. Venstre og Dansk Folkeparti står uden for aftalen, som skal finansieres ved blandt andet at skære i offentlige tilskud til tandrensninger og en reduktion af offentlige løntilskudsjob.
* Praktikpladser: Regeringen er efter et møde onsdag formiddag ifølge Ritzaus oplysninger tæt på at lande en bred aftale om at bevilge 180 millioner kroner til at skaffe flere praktikpladser til unge på erhvervsuddannelse. Liberal Alliance har dog meldt ud, at de ikke bliver en del af en endelig aftale.
* Forskningsreserven: Regeringen vil fordele 770 millioner kroner fra den såkaldte forskningsreserve. Pengene skal blandt andet komme fra en nedskæring i tilskuddet til private høreapparater, men det vil Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti ikke acceptere. Kilder på begge sider af forhandlingsbordet venter derfor en aftale med Enhedslisten og måske også Liberal Alliance.
* Storstrømsbroen: Efter et møde i Transportministeriet tirsdag er forhandlingerne om en ny storstrømsbro udskudt til 15. november. Den store knast i forhandlingerne er finansieringen af broen. Regeringen vil finde de nødvendige 3,9 milliarder kroner fra de midler, der er blevet tilovers efter indkøbet af et nyt signalsystem til jernbanen, mens Venstre og Dansk Folkeparti vil bruge de fremtidige indtægter fra Femern-forbindelsen. Enhedslisten er ikke en del af forhandlingerne på transportområdet.
* Mediestøtte: Forhandlingerne om mediestøtte er ikke en direkte del af finansloven. Ved det første forhandlingsmøde tirsdag var de borgerlige partier stærkt utilfredse med regeringens planer om at hæve den såkaldte lønsumsafgift, hvilket vil koste dagbladene omkring 40 millioner kroner. Kulturminister Uffe Elbæk (R) lover dog, at dagbladene vil blive kompenseret på anden vis. Forhandlingerne fortsætter torsdag, men der er ikke optræk til en aftale i denne uge.
* Forsvarsforlig: Der er også gang i forhandlinger om et ny forsvarsaftale. Som en del af sommerens skatteaftale blev det besluttet at skære 2,7 milliarder kroner af forsvarets budget. Både værnepligtens fremtid, lukning af kaserner og sammenlægning af de operative enheder i forsvaret er på tale.
/ritzau/