Valgstederne i Egypten er lukket, og dermed er landets første frie præsidentvalg slut.
Det løb over to dage, men de henved 13.000 stemmelokaler var på andendagen torsdag knapt så godt besøgt som om onsdagen, siger iagttagere.
Det er dog umiddelbart svært at afgøre, hvor mange af de omkring 50 millioner stemmeberettigede egyptere, der har stemt.
Først på aftenen torsdag vurderede Faruq Sultan, der er leder af valgkommissionen, at stemmeprocenten var på omkring 50.
Og hvem de så har stemt på, ventes først offentliggjort den 29. maj - altså på tirsdag - selv om stemmeoptællingen ifølge valgkommissionen gik i gang lige efter, at valget sluttede torsdag klokken 21 lokal tid.
Vælgerne har haft 12 kandidater at vælge imellem for at finde en afløser for Hosni Mubarak, der blev væltet efter næsten 30 år som præsident i februar i fjor.
Hvis ingen kandidat vinder absolut flertal, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en anden valgrunde, som finder sted den 16. og 17. juni.
Valghandlingen rapporteres foreløbig at have været rolig. Der var udkommanderet omkring 300.000 soldater og politifolk over hele landet for at sikre, at valget forløb i god ro og orden.
Dog har der været rapporteret om spredte episoder, herunder et slagsmål mellem tilhængere af rivaliserende kandidater i Beheira, 130 kilometer nord for hovedstaden Kairo.
dpa