Der er stigende pres på EU's ledere for at finde veje til at skabe vækst, så flere europæere kan komme i arbejde, og Europa kan komme ud af den økonomiske krise.
Her er nogle af de tal, som vækker bekymring:
* Arbejdsløsheden i de 17 eurolande er nu samlet set oppe på 10,9 procent. Det er det højeste tal, siden euroen blev indført.
* I Spanien er den gennemsnitlige arbejdsløshed på næsten 25 procent, og ungdomsarbejdsløsheden er på over 50 procent. Samtidig er flere af landets banker i alvorlige problemer.
* I Grækenland skal vælgerne om kort tid til valg igen, og der er frygt for, at landet vil forlade euroen. Det vil ramme europæiske skatteydere, fordi en stor del af Grækenlands gæld er ejet af Den Europæiske Centralbank og europæiske lande.
* I denne uge øgede de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, fornemmelsen af krise, da organisationens økonomer sænkede deres forventninger til vækst i eurozonen.
* Ifølge OECD er der risiko for, at de europæiske lande er ved at skabe en ond nedgangsspiral af høj gæld, lav vækst og for kraftige nedskæringer, som kan få alvorlige konsekvenser for verdensøkonomien.
* OECD anbefaler derfor, at eurolandene fokuserer mere på vækst i økonomien for at skabe arbejdspladser og nedbringe gælden.
* En undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at der kan skabes 1,6 millioner job i EU og knap 19.500 job i Danmark, hvis man laver en fælleseuropæisk "kickstart".