Så mange Arla-job er i fare

Arla eksporterer for cirka 1 milliard kroner årligt til Rusland. Arkivfoto. (Foto: Foto: JOACHIM ADRIAN/POLFOTO)

Op mod 75 Arla-ansatte kan risikere at skulle lede efter et nyt job som følge af det russiske import-forbud.

Det russiske forbud mod import af fødevarer fra bl.a. Danmark truer nu Arla med en forestående fyringsrunde. I første omgang er 75 ansatte i Arla i akut fare for at miste jobbet, fortæller pressechef Theis Brøgger til online-mediet FødevareWatch.

- Lige nu regner vi med, at det kommer til at berøre 50 til 75 job, som kommer til at være fordelt på flere mejerier i Danmark og muligvis i Sverige. Der er ikke nogen mejerier, som kun producerer til Rusland, så det vil være noget, man mærker flere steder, siger Theis Brøgger, pressechef i Arla, til FødevareWatch.

Er I sikre på, at I skal ud i en fyringsrunde?

- Hvis der kommer en diplomatisk løsning i eftermiddag, så slipper vi jo. Men hvis ikke, så forventer vi indledningsvist, at det kommer til at berøre de her 50 til 75 ansatte. Desværre, siger han.

Arla eksporterer for ca. 1 mia. kr. årligt til Rusland, som er et af selskabets strategiske vækstmarkeder.

Og derfor tager selskabet situationen med stor alvor, fortæller pressechefen.

- Det er en alvorlig situation for os, og lige nu har vi al fokus på at få solgt varerne andre steder, så tabet bliver så lille som muligt og rammer så få arbejdspladser som muligt, siger han til FødevareWatch.

Theis Brøgger fortæller, at Arla endnu ikke har overblik over, hvor stor en del af produkterne, der kan afhændes på andre markeder.