Politiet gennemførte tirsdag morgen en aktion hos firmaet Kurt Beier Transport i Padborg, hvor filippinske chauffører har haft til huse i en lejr med særdeles tvivlsomme leveforhold.
26 filippinske chauffører er frivilligt taget med på den lokale politistation til afhøring, og betjente er nu ved at undersøge, om reglerne for menneskehandel er overtrådt.
Avisen.dk har fået adgang til en video, der viser de kummerlige forhold i den nu ryddede lejr. I videoen ser man forholdene i en beskidt container, der med kogeblus og køjesenge har fungeret som en slags hjem for de filippinske lastbilchauffører.
Det var Fagbladet 3F, der i går afslørede forholdene i containere bag et pigtrådshegn i Padborg, hvor chaufførerne har sovet på skummadrasser, lavet mad udenfor og kun har haft adgang til få toiletter.
Fagbladet skriver tirsdag formiddag, at den filippinske ambassadør i Norden er i kontakt med de filippinske og danske myndigheder om sagen og vil tage kontakt til den danske vognmand, der huser chaufførerne.