Opdateret kl. 07:12
Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, opfordrer briterne til at droppe fredagens fyraftensøl og i stedet blive hjemme.
Det sker på et pressemøde fredag. Her beordrer premierministeren en lang række offentlige steder lukket på ubestemt tid.
- Vi beder caféer, barer og restauranter om at lukke i aften, så snart de kan, og lad være med at åbne igen i morgen, siger Johnson.
- Nogle vil måske have lyst at gå ud i aften. Til dem siger jeg: Lad være.
Premierminister Johnson understreger, at han bestemt ikke tager let på at bede briterne om at holde sig fra pubben.
- Jeg ved godt, at vi gør noget helt ekstraordinært. Vi fratager briterne deres ældgamle, umistelige og frie ret til at besøge pubben, og jeg kan sætte mig ind i, hvad folk synes om det, siger Boris Johnson.
Også eksempelvis fitnesscentre og teatre skal lukkes midlertidigt, lyder det.
Den britiske finansminister, Rishi Sunak, oplyser fredag, at man vil hjælpe både ansatte og arbejdsgivere økonomisk. Han opfordrer derfor blandt andet virksomheder til at overveje grundigt, om det er nødvendigt at fyre folk.
- De økonomiske tiltag, som jeg præsenterer i dag, er usete i den britiske stats historie, siger finansministeren.
- I dag kan jeg for første gang i vores historie meddele, at regeringen kommer til at betale folks løn, lyder det videre.
Regeringen er klar til at betale 80 procent af ansattes løn - op til 2500 pund (20.000 kroner) - hvis arbejdsgiverne ikke fyrer dem.
De britiske tiltag minder om dem, som flere andre lande har foretaget for at begrænse det omfattende udbrud af coronavirus og for at hjælpe ansatte og arbejdsgivere, der kommer i knibe på grund af udbruddet.
I Storbritannien er omkring 3300 personer blevet bekræftet smittet med coronavirus. 145 personer har mistet livet som følge af smitte.
Det viser tal fredag eftermiddag fra det amerikanske Johns Hopkins University, der følger udbruddet af coronavirus tæt.
/ritzau/