S vil slutte sig til blå bloks nye aftale

Aftalen om lavere registreringsafgifter mellem DF og regeringen ligner noget, S kan slutte sig til.
Socialdemokratiet vil godt gå med til den nye aftale om lavere registreringsafgift.
Socialdemokratiet vil godt gå med til den nye aftale om lavere registreringsafgift. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/arkiv/Scanpix

Socialdemokratiet vil gerne tilslutte sig den nye aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om lavere registreringsafgifter på biler.

Det siger partiets skatteordfører, Jesper Petersen.

- Det ligner umiddelbart noget, som vi kan tilslutte os, siger han.

Ifølge skatteordføreren har aftalen ændret sig tilpas meget fra regeringens udgangspunkt, til at partiet vil være med.

- Det er meget tydeligt, at aftalen er endt meget langt fra, hvad regeringen og ikke mindst Liberal Alliances udgangspunkt var.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- I stedet for at være en aftale, der bare handler om, at de allerdyreste biler skal blive billigere, så er der forskellige justeringer af bilafgifterne. Blandt andet nogle øgede hensyn til miljø og sikkerhed, siger han.

Tidligere torsdag var Socialdemokratiet ellers med til at lægge pres på regeringen, da partiet sammen med de øvrige fire partier til venstre for regeringen tilbød at indgå en aftale med Dansk Folkeparti.

Aftalen skulle baseres på DF's ønske om en teknisk registreringsafgift med udgangspunkt i bilernes miljøhensyn og sikkerhed.

En aftale som S stadig hellere ville have haft, lyder det fra skatteordføreren.

- Når æsken nu var åben, kunne vi godt tænke os, at man havde lavet en decideret omlægning til tekniske kriterier. Der var vi enige med Dansk Folkeparti, siger han.

Mens Socialdemokratiet alligevel vil tilslutte sig den nye aftale om bilafgifter, er der mindre ros fra Folketingets øvrige røde partier.

- Jeg ærgrer mig over, at aftalen ser ud til at blive en blød landing.

- Vi havde et flertal for en ambitiøs omlægning med fokus på miljøbelastning og sikkerhed. Men det var Dansk Folkeparti åbenbart ikke indstillet på at udnytte alligevel, siger SF's skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen.

Også i Enhedslisten ser man sort på de billigere nye biler.

- Jeg tvivler på, at de miljømæssige tiltag, der også ligger i aftalen, men som vi endnu har til gode at se, kan kompensere for de negative miljømæssige og klimamæssige konsekvenser af endnu flere biler, siger transportordfører, Henning Hyllested.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.