SF og De Radikale vil ikke vente længere. Fagbevægelsen presser på for omfattende ændringer.
Men Socialdemokratiet har ikke på nuværende tidspunkt noget ønske om at ændre på førtidspensionsreformen eller de udskældte ressourceforløb. I stedet er planen fortsat at vente til en omfattende evaluering af hele reformen af førtidspension og fleksjob, som venter efter nytår.
Det slår beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen (S) fast forud for et møde onsdag morgen i Beskæftigelsesminsteriet mellem forligspartierne.
- Når vi har sat en stor evaluering i gang, så skal vi selvfølgelig have respekt for det og ikke gå ud og ændre det hele, inden den ligger klar. Så kan vi for alvor tage fat, når vi kommer til januar, og så forventer jeg også, at vi kommer til at lave ændringer, siger Leif Lahn.
Den socialdemokratiske ordfører åbner dog en lille dør på klem for "mindre justeringer" før den store evaluering.
- Hvis der sker noget inden, som gør, at der skal laves nogle mindre justeringer, så er vi parat til det. Det har vi også vist tidligere, hvor vi løbende har lavet ændringer, som blandt andet skal sætte en stopper for sengepraktik.
Men du møder ikke op i morgen med nogle konkrete ønsker om ændringer?
- Nej, det gør jeg ikke.
Svært at finde flere penge
SF og De Radikale har ellers forud for mødet onsdag hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) lagt pres på for at få ændret reformen allerede nu. Samtidig har 41 fagforbund foreslået seks konkrete ændringsforslag, der skal få kommunerne til at tildele flere førtidspensioner og gøre op med kommunal kassetænkning.
Blandt andet bør ydelsen under ressourceforløb hæves, så den er på niveau med sygedagpenge frem for kontanthjælpsatsen, lyder det. En stigning på 20-40 procent, alt efter om man har børn.
Men Leif Lahn Jensen har umiddelbart svært ved at se et sådant ønske blive til virkelighed.
- Hvis der skal findes rigtig mange penge til for eksempel en større ydelse, så er jeg sikker på, at forligskredsen vil sige, at vi skal finde pengene inden for systemet. Jeg har ikke hørt nogle faglige organisationer sige, at der kan hentes penge andre steder, så hvis det handler om flere penge, så tror jeg, det bliver svært, siger han.
Den socialdemokratiske beskæftigelsesordfører er heller ikke sikker på, at det vil være nogen god løsning at lave et egentligt retskrav til førtidspension, hvis arbejdstiden er syv timer eller derunder.
Det er meldinger, som FOA bestemet ikke er imponerede over.
Det er et andet af de centrale forslag fra de faglige organisationer, som Dansk Socialrådgiverforening heller ikke bakker op om.
Organisationerne har ikke lavet en egentlig analyse af de økonomiske konsekvenser, hvis de seks forslag gennemføres.
Forligspartierne bag førtidspensionsreformen mødes onsdag hos beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).