Det virker ikke som om, at den grønne dagsorden står specielt højt på Lars Løkke Rasmussens og regeringens dagsorden, mener Socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen.
Men det er ikke nogen undskyldning for at blive væk, når et stort antal stats- og regeringschefer 22. april i New York underskriver den klimaaftale, der blev vedtaget 12. december på COP21-mødet i Paris.
Sådan lyder den hårde kritik lørdag formiddag fra den Socialdemokratiets politiske ordfører efter nyheden om, at statsministeren har meldt afbud til den officielle ceremoni i New York.
- Det er en helt forkert beslutning, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ikke ønsker at deltage i FN’s generalsekretærs store klimamøde i New York. Danmarks statsminister bør naturligvis i lighed med en lang række andre stats- og regeringschefer være med til at understrege vigtigheden af den fortsatte kamp for at bekæmpe klimaforandringer, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse.
Ritzau har kontaktet Statsministeriet om Lars Løkke Rasmussens fravær og fået dette svar.
- Statsministeren deltog ved COP21 i Paris, hvor klimaaftalen blev indgået. Ved den formelle underskrivelsesceremoni i New York bliver Danmark repræsenteret af energi-, forsynings- og klimaministeren.
Hos WWF Verdensnaturfonden møder statsministerens afbud også hård kritik.
- Ban Ki-moon (FN-generalsekretær, red) forsøger at sikre, at underskriftsceremonien får den største deltagelse nogensinde, og Danmark bør gøre alt, hvad vi kan, for at støtte op om den globale klimaindsats. Det gør vi ved at sende statsministeren, fordi det er signal om, at det tages alvorligt på højeste niveau, siger klimachef John Nordbo til Ritzau.
På twitter blander Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, sig i koret af kritikere og spørger, hvad der mon kan være vigtigere for statsministeren end klimamødet.