Rasmus Prehn har været socialdemokratisk folketingsmedlem siden 2005. Rasmus Prehn har været sit partis ordfører på blandt andet forsknings-, bolig- og kommunalområdet. I dag er han socialdemokraternes transportordfører. Udover transportområdet er han optaget af at styrke uddannelsesområdet, sikre ordentlig velfærd, mindre ulighed samt flere lærepladser og arbejdspladser. Endelig har han en helt særlig forkærlighed for Nordjylland, hvor han er valgt og bor med sin kone, tre børn og en Golden Retriever.
Man måler et samfunds rigdom på, hvordan man behandler de svageste i samfundet. Sådan hed det i hele min danske opvækst. Et anstændigt samfund passer da på sine svageste, var tidens ræsonnement.
Børn, der vokser op under fattige kår, er efter min mening blandt et samfunds svageste. De vælger jo ikke selv deres forældre men er prisgivet, hvis andre ikke hjælper. Det er jo sparsomt, hvad de selv kan gøre. Fattige børn er nogle, alle burde være enige om at tage sig af og sikre bedre vilkår for. Men det er gået lige omvendt med Lars Løkke som statsminister. Her er hele 7000 flere havnet under fattigdomsgrænsen på under et år.
FØR VALGET I JUNI 2015 var fattige børn forståeligt nok et betydeligt tema for den politiske debat. Kritikere mente, at Lars Løkke og Venstres forestående kontanthjælpsreform ville sende tusindevis af uskyldige danske børn ud i fattigdom. Men næ nej! Her havde kritikerne taget helt fejl, lød det beroligende fra skiftende ledende venstrefolk, herunder daværende finansordfører Peter Christensen og ikke mindst Lars Løkke selv, der satte to tykke streger under sit budskab med salutten: ”Vi kommer IKKE til at føre en politik, der bringer børn under regeringens fattigdomsgrænse”. Det passede bare ikke. Lars Løkke, Peter Christensen og Venstre lovede noget, de ikke har holdt. Hele 7000 flere børn lever nu under fattigdomsgrænsen. På bare et år med Venstre ved magten.
At regeringen har røde ører og usædvanlig dårlig samvittighed over dette grove svigt ikke bare af deres løfte til vælgerne før valget, men navnlig over for de 7000 stakkels børn, der nu må leve i fattigdom, kan måske forklare, hvorfor regeringen brød alle spilleregler i Folketinget ved først at svare på spørgsmålet fra Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht et halvt år efter, spørgsmålet blev stillet. Sandheden har været ilde hørt i regeringen, og den kedelige sandhed har været forsøgt gemt væk fra offentlighedens kritiske blik.
DET KEDELIGE FAKTUM ER NU, at 7000 flere børn må leve i fattigdom - med hvad det medfører af manglende muligheder. Disse børn vil få ringere adgang til sund og nærende mad. Forældrene vil simpelthen have sværere ved at få råd til at lave børnene tilstrækkelig sund mad. Børnene vil få sværere ved at deltage i de samme oplevelser og aktiviteter som deres kammerater.
Spørger en klassekammerat fattige Peter, om han har lyst til at følges ad til fodbold, svømning eller spejder, må der siges nej. For der er ikke råd til at være med. Mor og far er nemlig ramt af kontanthjælpsloftet. Inviteres Peter eller hans søster Eva til børnefødselsdag hos en kammerat eller veninde, bliver det svært at deltage og have råd til gaven, og i hvert fald bliver det svært selv at invitere til fødselsdagsfest.
SKAL KLASSEN AFSTED PÅ LEJRSKOLE, og der skal bruges penge til nogle af aktiviteterne, hvilket vi ser oftere og oftere, må der tit siges nej. Vintertøj og gummistøvler skal arves eller købes i genbrug, hvilket kan være godt nok, men hvad så når den rigtige størrelse ikke fås i genbrug, eller at klassekammeraterne driller, fordi den fattige dreng eller pige er den eneste med en falmet og slidt vinterjakke.
Fattigdom i Danmark er stigmatiserende og ekskluderende på en lang række punkter. Fattigdom i Danmark betyder måske ikke ligefrem sult og elendighed, som vi kender det fra ulande. Men fattigdom i Danmark betyder en markant sværere og mere udfordrende start på livet for de mange fattige børn. Oplevelser og nederlag der kan give ar på sjælen, mindre selvværd og et langt, langt dårligere udgangspunkt for at klare sig i fremtiden.
TROR REGERINGEN og Venstre virkeligt på, at vi skaber flere job og et lykkeligere samfund ved at stigmatisere, ekskludere og mobbe tusindevis af børn? Regeringens politik på dette punkt er asocial og destruktiv over for de mange, mange børn, der rammes. Børn vælger ikke selv deres forældre. Men nu rammes 7000 flere børn af fattigdom.
Jeg synes, det er skammeligt! Alle skal da have en chance. Lad os i stedet arbejde for et samfund, hvor vi kan se os selv i øjnene, og hvor vi igen måler os selv på, hvordan vi behandler vore svageste – ikke mindst de fattige børn!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.