Det er voldsom læsning Rasmus Prehn tilbyder læserne af fredagens udgave af Berlingske. Her fortæller han i avisens serie om tæsk i skolen, at han i 1980ernes folkeskole i Taastrup ved København oplevede en skoletid med fysisk afstraffelse. En tid hvor lærere med spark, straf og ydmygelser nedbrød og ændrede ham.
Blandt andet fortæller han om dansklæreren, som blev "voldsomt vred" og "grænseoverskridende hysterisk".
- Pludselig kunne lynet slå ned. Han skældte voldsomt ud og kaldte mig op til tavlen. Han råbte og skreg mig ind i hovedet, tog fat om mine skuldre og gav mig nogle voldsomme rysteture, så mit hoved fløj frem og tilbage. Han slog mig i nakken og tog fat i mit øre, drejede det rundt og løftede mig op i øret. Til sidst blev jeg sendt uden for døren, fortæller den 44-årige socialdemokratiske transportordfører til avisen.
Og han fortæller det ikke uden, at det bringer følelser fra en svær tid frem:
- Hele min folkeskoletid var et mareridt. Jeg ... Jeg kan mærke, at det påvirker mig at tale om det ... Det var ... Det der med at gå i skole, jeg hadede det simpelthen. Jeg hadede det. Der er mange ... Jeg husker de morgener, jeg skulle i skole, jeg græd hele vejen derhen. Jeg græd mange dage. Jeg hadede at gå der. Det var det værste, der fandtes.
Tabu i hjemmet
Lærernes fysiske fremturen mod eleverne blev taget op på et forældremøde, fortæller Rasmus Prehn. Men flere af forældrene mente ikke, at deres børn tog skade af det. Samtidig fortæller Rasmus Prehn, at det var tabubelagt i hjemmet, så han holdt lærernes afstraffelse hemmelig og fortalte det ikke til forældrene.
- De (lærerne, red.) slog mig jo ikke med et spanskrør, så jeg tænkte, at det, der foregik i skolen, var lidt i en gråzone.
Rasmus Prehn slap ud af afstraffelses-helvedet, da han kom på efterskole og fik en lærer, som troede på ham, og som brugte tid på ham, fortæller han.
Det var forbudt at slå
Med til historien hører, at i 1967 blev det forbudt lærere at afstraffe eleverne fysisk, mens det i 1997 med en lovændring, blev utvetydigt gjort forbudt at slå sine børn. Det forbud var der stor modstand mod.
Til Berlingske skriver Borgerskolen, hvor politikeren gik, at de ikke betvivler hans historie. Men også, at der foregik ting, som man ikke tolererer i dag. Hvis en lærer skulle sparke en elev, vil det omgående få konsekvenser.