Regeringen taler med to tunger, når det gælder indsatsen mod social dumping. På den ene side vil skatteministeren begrænse Skats muligheder for at tjekke, om der bliver snydt med skat i forbindelse med byggerier. På den anden side forsikrer beskæftigelsesministeren, at Skats indsats over for social dumping og herunder skattesnyd forbliver den samme.
Sådan bliver Venstre-regeringens politik udlagt af Jeppe Bruus. Han er Socialdemokraternes ordfører i forhold til social dumping. I dag onsdag havde han fået beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd i Folketinget. Emnet var, hvad ministeren vil eller ikke vil i indsatsen mod social dumping.
- Jeg vil gerne rose beskæftigelsesministeren for, at han i dag forsikrer, at regeringen vil arbejde på, at al arbejde i Danmark foregår under ordnede forhold og så vidt muligt foregå under danske overenskomster, siger Jeppe Bruus og fortsætter:
- Men det forpligter jo også regeringen. Og der mangler jeg fuldstændig svar på, hvad regeringen vil.
Jeppe Bruus peger på, at skatteminister Karsten Lauritzen (V) ikke længere vil give Skat mulighed for at gå ind på privat ejendom for at kontrollere, om blandt andre udenlandske virksomheder og håndværkere snyder i skat.
- Skatteministeren vil svække Skats muligheder for at bekæmpe social dumping. Men i dag får vi så at vide af beskæftigelsesministeren, at indsatsen ikke bliver svækket. Det hænger jo ikke sammen, siger Jeppe Bruus.
Minister forsvarer minister
I forhold til forslaget fra Karsten Lauritzen sagde Jørn Neergaard Larsen:
- Vi har den vurdering i Beskæftigelsesministeriet, at der ikke er nogen elementer i forslaget fra skatteministeren, der vil svække eller reducere myndighedsdindsatsen.
Den udtalelse undrer Jeppe Bruus, som siger:
- Vi har ellers i et samråd af skatteministeren fået at vide, at når Skat ikke længere kan få adgang til folks private ejendom, så vil det gå ud over bekæmpelsen af skattesnyd.
Neergaard: Tag det roligt
Under samrådet forsøgte Jørn Neergaard Larsen at berolige venstrefløjen i Folketinget. Den frygter, at Venstre-regeringen vil svække indsatsen mod social dumping. Beskæftigelsesministeren sagde blandt andet:
- Med hensyn til myndighedsarbejdet – altså indsatsen fra Arbejdstilsynet, Skat og RUT-registeret – er der ingen planer om tilbagerulning.
Han talte endvidere om, at udvide samarbejdet med myndighederne i andre lande, så man bedre kan opdage falske firmaer og andre ulovligheder.
Jeppe Bruus (S) føler sig dog ikke spor beroliget af ministerens forsikringer om fortsat kamp mod social dumping.
- Jeg er ikke beroliget. Ministrenes udmeldinger stritter i hver sin retning. Og det er værd at bide mærke i, at der i regeringsgrundlaget ikke står et ord om social dumping, siger Jeppe Bruus.
Han vil nu have ministeren i samråd igen om social dumping.