Godt nok når regeringen i mål med at reducere udledningen af CO2 med 32 millioner ton. Men det får ikke Socialdemokratiet til at klappe i hænderne over et klimaudspil, der blev præsenteret tirsdag.
Klimaordfører Jens Joel (S) så gerne, at man havde anlagt et endnu mere ambitiøst mål for klimaindsatsen.
- Der er gode forslag med i udspillet, men vi når ikke i mål, med mindre vi skruer op for tempoet.
- Med Paris-aftalen og med den seneste rapport fra FN's klimapanel er vi nødt til at øge vores ambitioner.
- Vi så for eksempel gerne, at vi allerede i 2045 - fem år, før det er aftalt nu - blev fri for de fossile brændsler, siger ordføreren.
Hos Socialdemokratiet undrer man sig særligt over, at landbruget ikke skal bidrage mere til at sænke verdenstemperaturen.
- Det kræver, at alle sektorer bidrager, hvis vi skal nå i mål.
- Men igen holder man hånden over landbruget og lader miljøet betale prisen, ligesom det var tilfældet i forbindelse med landbrugspakken.
- Vi foreslår, at man bytter jorde i landbruget, så man binder mere klimagas i jorden, ligesom vi også vil afsætte penge til udvikling af fremtidens fødevareløsninger og til at gøre landbruget mere klimavenligt, siger han.
Klimaudspillet beskriver også en række initiativer, der skal begrænse luftforureningen.
Det gælder blandt andet skrotning af gamle brændeovne og begrænsning af antallet af ældre, dieseldrevne lastbiler, busser og varebiler.
Men man burde være gået endnu mere drastisk til værks, mener miljøordfører Christian Rabjerg Madsen.
- Vi ved, at 25 procent af partikelforureningen i de større byer stammer fra ældre dieselbiler.
- Og når man allerede er klar til at skærpe kravene til lastbiler, busser og varevogne i disse miljøzoner, så kan det undre, at man går i en stor bue uden om private dieselbiler, siger han.
Christian Rabjerg Madsen mener også, at man burde give kommunerne større mulighed for at stille skrappere krav til brændeovne.
Særligt i de større, tætbefolkede byer er forureningen fra ældre brændeovne et problem.
/ritzau/