I skal afvise det nye pointsystem blankt, lyder opfordringen til de socialdemokratiske kollegaer inde på borgen fra baglandet på Vestegnen, der ellers normalt er kendt for at bakke op om strammere regler for indvandring.
Det går for vidt, mener den socialdemokratiske borgmester i Herlev.
"Når jeg læser det oplæg, der ligger, så får jeg den samme krybende fornemmelse i kroppen, som da jeg læste om optakten til Rigsdagsbranden i Berlin, inden Hitler kom til magten - og som jeg havde, da jeg engang besøgte Sovjetunionen. Tankesættet er præcis det samme," udtaler Herlevs borgmester, Kjeld Hansen, til Information.
Selvom han normal befinder sig på den fløj, der har bakket op om 24-årsreglen og skrappere regler, sætter han grænsen her.
"Vi skal ikke have regeringsmagten i et samfund, der er båret af, at danske statsborgere ikke kan få lov til at gifte sig med mennesker, der ikke har den rigtige uddannelse, de rigtige sprogfærdigheder eller den rigtige baggrund. Dér stopper vi, " siger Kjeld Hansen til avisen.
Opfordringen fra Vestegnen kommer, efter det sent i går aftes lykkedes S og SF at opnå enighed om at indtage en positiv holdning til det nye pointsystem for familiesammenføring.
Avisen Information har yderligere i alt talt med seks borgmestre, som er ikke positive over de nye stramninger, blandt andre borgmestrene i Ishøj, Brøndby, Slagelse og Rødovre.