Ryder Cup inspirerer til atletikdyst mellem Europa og USA

Sport
PLUS Atletikken vil åbne portene for bredden (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix)

For første gang siden 1960'erne mødes Europa og USA 9. og 10. september næste år i en atletikkamp.

Atletiksporten har hentet inspirationen fra golfturneringen Ryder Cup, hvor Europa og USA mødes.

Det Europæiske Atletikforbund og Det Amerikanske Atletikforbund har forud for VM i Doha næste år aftalt at mødes i en atletikkamp i Minsk 9. og 10. september.

Det oplyser Det Europæiske Atletikforbund i en pressemeddelelse.

- Vi er stolte af at kunne præsentere sådan en kamp for første gang siden 1960'erne. Vi kommer til at inkludere alle løbediscipliner op til 3000 meter for mænd og kvinder bortset fra 4 x 400-meter-løb.

- Der vil også være kastekonkurrencer og hoppekonkurrencer, sige Svein Arne Hansen, der er præsident for Det Europæiske Atletikforbund.

I hver disciplin vil fire atleter fra Europa kæmpe mod fire atleter fra USA.

Der er pengepræmier til næsten alle deltagere. Beløbene vokser alt efter udøvernes placering.

Fordelingsnøglen af præmiepengene er som følger i de individuelle discipliner:

1.-plads i en disciplin: 7000 euro (cirka 52.000 kroner).

2. 5000 euro.

3. 4000 euro.

4. 3000 euro.

5. 2000 euro.

6. 1000 euro.

7. 500 euro.

8. 500 euro.

Fordelingsnøglen af præmiepengene er som følger i stafetdisciplinerne, hvor det vindende hold skal dele beløbet:

1. 6000 euro.

2. 4000 euro.

3. 2000 euro.

4. ingenting.

Atletik-VM i Doha begynder 28. september næste år.

/ritzau/