Ryanair om massiv beslutning: Ansattes ferie er et problem

Lavprisselskabet Ryanair aflyser 40-50 afgange dagligt de næste seks uger. Det sker for at give ansatte ferie.
Ryanair-bossen Michael O'Leary aflyser 2000 afgange.
Ryanair-bossen Michael O'Leary aflyser 2000 afgange. Foto: Axel Schmidt/Reuters/Scanpix

Ryanair aflyser omkring 2000 afgange over de næste seks uger. Det sker for at øge selskabets punktlighed - antallet af fly, der afgår til tiden. Det er faldet drastisk sommeren over.

Det oplyser Ryanair på sin hjemmeside. Ryanair skriver, at der er tale om 40-50 afgange om dagen, svarende til i alt mellem 1680 og 2100 afgange.

- Ryanair har gennemført et rekordstort antal flyvninger i sommerens højsæson, men har en ophobning af ansattes ferie, der skal gennemføres inden 31. december, skriver Ryanair.

Hvis selskabet aflyser 40 flyafgange om dagen med en passagerandel på 90 procent, så vil det svare til, at 285.000 flyrejsende bliver påvirket af aflysningerne, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Aflysningerne sker ifølge selskabet for at rette op på punktligheden hos selskabet, der er faldet til under 80 procent i begyndelsen af september.

Det skyldes henholdsvis mangel på ansatte og på grund af strejker blandt flyveledere på tværs af Europa.

Selskabet understreger, at aflysninger dækker omkring to procent af det samlede antal afgange, der er på over 2500 om dagen.

- Vi undskylder dybt over for det lille antal kunder, der bliver ramt af disse aflysninger, og vi vil gøre vores yderste for at finde andre muligheder for dem eller refundere deres billetter, skriver talsmand for Ryanair Robin Kiely i en meddelelse.

Ryanair, der er Europas største flyselskab målt på antal passagerer, sendte fredag en e-mail til de kunder, der bliver påvirket af aflysningerne.

Her oplyste selskabet kunderne om, at det ikke vil opkræve det vanlige tillægsgebyr på 40 euro - som er knap 300 kroner - for at ændre en billet.

Men hvis man vil ændre billetten til en anden afgang, skal kunderne stadig betale en eventuelt prisforskel.

En journalist fra nyhedsbureauet Reuters fik sin flyafgang mandag aflyst.

Han blev i stedet tilbudt at betale 250 euro - 1860 kroner - for at tage en tidligere afgang eller betale 60 euro - knap 450 kroner - for at tage en afgang dagen efter.

Ryanair oplyser ikke, hvilke flyvninger der er aflyst.

Med indgrebet håber Ryanair på at øge sin punktlighed til over 90 procent.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.