Om det er den igangværende principielle kamp mod dansk fagbevægelse, der har gjort udslaget, vides ikke.
Men den kontroversielle topchef for det irske lavprisflyselskab Ryanair, Michael O'Leary, er i år inviteret med til den såkaldte Bilderberg-gruppes årlige møde.
Mødet finder sted i weekenden 11.-14. juni i den østrigske by Telfs-Buchen.
Bilderberg-gruppen har eksisteret i 60 år og har karakter af et netværksmøde, hvor statsledere, topchefer og andre tunge navne inden for økonomiske, sociale, politiske og kulturelle områder taler om stort og småt i en uformel sammenhæng.
Af den grund er indholdet på møderne også hemmeligt, selvom temaer og deltagerlister i de senere år er blevet offentliggjort.
Det er dog fortsat ikke tilladt at referere, hvad der er blevet talt om, til udenforstående. Det har i sagens natur kastet omfattende konspirationsteorier af sig.
Danske deltagere
Deltagerne skifter fra år til år, og invitationerne gives typisk til personligheder, der beskæftiger sig med aktuelle, globale dagsordener.
Emnerne på dette års program er blandt andet kunstig intelligens, cybersikkerhed og økonomi samt en række lande involveret i såvel økonomiske som militære konflikter af forskellige art.
Igen i år deltager en række danskere:
- Thomas Ahrenkiel, chef for Forsvarets Efterretningstjeneste
- Merete Eldrup, topchef for TV 2
- Ulrik Federspiel, vice president i Haldor Topsøe
- Christina Markus Lassen, chef for Udenrigsministeriets kontor for stabilisering og sikkerhedspolitik
Du kan se den fulde liste over deltagere ved mødet her.