En russisk militærkonvoj krydsede sent torsdag aften grænsen til Ukraine, rapporterer flere britiske medier.
Ifølge aviserne The Guardian og The Telegraph bestod konvojen blandt andet af pansrede mandskabsvogne. Journalister fra førstnævnte medie så 23 pansrede vogne med russiske kendetegn krydse grænsen.
Der er ikke tale om den omstridte nødhjælpskonvoj med omkring 280 lastbiler, der tidligere er blevet stoppet på den russiske side af grænsen.
Militærkonvojen ventede angiveligt, til det blev mørkt, før køretøjerne benyttede sig af en grusvej til at køre igennem et hul i et pigtrådshegn, som angiver grænsen mellem Rusland og Ukraine. Dermed bevægede konvojen sig ind i ukrainsk territorium, som dog styres af prorussiske separatister.
Konvojen krydsede grænsen i nærheden af den russiske by Donetsk, som ligger omkring 200 kilometer øst for den ukrainske by af samme navn.
Nødhjælpskonvojen med de 280 lastbiler er kontroversiel, fordi Vesten og Ukraine mistænker den for at indeholde våben til oprørerne i det østlige Ukraine. Omvendt siger russerne, at den indeholder tiltrængt nødhjælp til folk, der lider under konflikten.
Ukraine insisterer på, at konvojen kun kan passere grænsen under opsyn af internationale organisationer såsom Røde Kors eller Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).
Torsdag blev det rapporteret, at nødhjælpslastbilerne havde parkeret på en slette i nærheden af den russiske by Kamensk-Sjakhtinskij, som ligger få kilometer fra Lugansk i Ukraine.
/ritzau/dpa