Et russisk flyangreb i Syrien har dræbt 12 førende medlemmer af Nusra-Fronten og hårdt såret lederen af den islamistiske milits.
Det oplyser det russiske forsvarsministerium.
Ministeriet siger, det har oplysningen fra flere uafhængige kilder.
Luftangrebet tirsdag blev sat i værk, efter at den russiske efterretningstjeneste fandt ud af tidspunktet og stedet for militsens møde. Mødet havde deltagelse af lederen, Abu Mohammad al-Golani.
- Som et resultat af angrebet fik Nusra-Frontens leder, Abu Mohammad al-Golani, flere skader af sprængstykker. Han mistede en arm og er i kritisk tilstand ifølge informationer fra flere uafhængige kilder, siger en talsmand for det russiske forsvarsministerium.
12 kommandanter for militsen og 50 vagter blev dræbt under angrebet, siger han.
Nusra-Fronten blev tidligere anset som en milits, der stod al-Qaeda nær. Men ifølge organisationen selv, brød den forbindelsen sidste år.
Siden 2017 har militsen domineret en koalition af oprørsfraktioner, der kalder sig Tahrir al-Sham.
Koalitionen kontrollerer det meste af provinsen Idlib i det nordvestlige Syrien.
Den amerikanske regering har dog ikke erklæret sig enig i, at Nusra-Fronten har brudt med al-Qaeda. Derfor optræder militsen stadig på listen over terrorgrupper.
/ritzau/Reuters