Normalt optræder de i deres stiveste puds ved officielle arrangementer, gallamiddage og statsbesøg, men en del af de royale familiemedlemmer er også ofte trukket i militæruniformen.
Kronprins Frederik har gjort tjeneste i både hæren, flyvevåbnet og søværnet, hvor han med tiden er steget i graderne.
I 1995 gennemførte kronprinsen frømandsuddannelsen ved søværnets frømandskorps, og senere har han taget en videreuddannelse for ledere i forsvaret.
I 2015 steg han i graderne, da han blev udnævnt til kontreadmiral i søværnet og generalmajor i hæren og flyvevåbnet.
Også kronprins Frederiks lillebror, prins Joachim, har gjort karriere i Forsvaret. Han begyndte sin militære uddannelse i 1987, og siden har han særligt været tilknyttet reserven, og i 2015 blev han udnævnt til oberst.
Dronning Margrethe øvede også sine militære færdigheder, da hun var en del af Kvindeligt Flyverkorps, der hørte under Hjemmeværnet. Dengang var dronningen blot prinsesse, og hun var tilknyttet korpset i flere år, indtil hun blev regent.
Siden 2008 har også kronprinsesse Mary været en del af Hjemmeværnet, hvor hun har uddannet sig til befalingsmand og officer. Hun har flere gange optrådt i camouflageuniformen, og i 2015 blev hun udnævnt til premierløjtnant.
Også prins Henrik, der aftjente værnepligt ved infanteriet i Algeriet, er tilknyttet det danske forsvar, hvor han er general og admiral à la suite, hvilket betyder, at han er midlertidigt trådt ud af tjenesten.
I udlandet har flere prinser og prinsesser også gjort tjeneste i militæret. Det gælder blandt andet i Storbritannien, hvor flere af kongehusets medlemmer har en militæruddannelse.
Prins William har gjort tjeneste i militæret, hvor han fløj redningshelikopter. I januar i år sagde han dog farvel til jobbet som ambulancepilot for at deltage i flere officielle royale arrangementer.
Prins Harry forlod allerede militæret i 2015 efter ti års tjeneste. Prinsen fortalte dengang, at det havde været en meget svær beslutning, men at han så frem til et nyt kapitel i sit liv.
Den rødhårede prins er også en af de royale, der har været helt tæt på krigen. I 2008 blev han evakueret fra Afghanistan, hvor han var udstationeret, efter at en avis offentliggjorde hans position i det krigshærgede land.
I 2012 vendte han tilbage til krigen, hvor han deltog i kampen mod Taliban som helikopterpilot.
/ritzau/FOKUS