Rotterne kommer

Der er en god chance for, at du får besøg af denne gnaver til efteråret (Foto: Foto: Colourbox)

Når efteråret kommer og tager livet af de mange hvepse, der har plaget danmark denne sommer, kommer rotterne, siger skadedyrsbekæmpere.

Der bliver rigeligt at se til for skadedyrsbekæmperne til efteråret. Når de er færdige med at fjerne sommerens mange hvepsebo, kan de fortsætte med rotterne, skriver Metroxpress.

Rotterne har, i lighed med hvepsene, haft optimale levevilkår på grund af den milde vinter, der blev afløst af en tidlig og lang sommer:

"Den grønne vinter gør, at i stedet for at starte med en reduceret mængde rotter, så har vi et stort antal. De kan så begynde at yngle tidligere på grund af det tidligere forår, og det betyder altså ret meget, for rotter får 8-10 unger per kuld", siger Claus Schultz fra skadedyrsfirmaet Rentokil til Metroxpress.

Avisen har kigget tallene for rotteanmeldelser igennem for de seneste fem år, og her viser det sig at problemet er stigende. Værst står det til i Furesø kommune, hvor anmeldelserne er steget med hele 174 procent de seneste fem år.

Kilde: Metroxpress