Det er langtfra kun de rige og kendte, som holder af Café Ketchup i det indre København.
Enhver restaurant-ejers firebenede mareridt, rotterne, har også forelsket sig i Café Ketchup, som længe har været et af det københavnske jet-sets foretrukne spisesteder.
Ifølge B.T. er der konstateret rotter i restauranten, som prompte er blevet lukket af fødevaremyndighederne.
- Der er blevet opserveret spor efter rotter i restauranten. Stedet skal holde lukket indtil videre, siger kontrolchef Bjørn Wirlander fra Fødevareregion Øst til B.T.
Cafeen er imidlertid ikke meget for at indrømme, at den har problemer med de små skadedyr, da avisen banker på.
- Vi har ikke lukket på grund af rotter. Vi har en vandskade og kan åbne i morgen, hvis vi ville, siger en mand, der overfor B.T. oplyser, at han er restaurantchef men som ikke ønsker at stå frem med navn. Han truer samtidg med at smadre fotografens kamera, da avisen vil tage billeder af skiltet med ordene Lukket på grund af vandskade .
Hos fødevaremyndighederne giver man ikke meget for Café Ketchups søforklaring:
- Det er korrekt, at der er problemer med rotter. Stedet kan ikke åbne, før vi giver en tilladelse. De har privat skadedyrsbekæmpelse til at tage sig af problemet. Når de er færdige, vil vi foretage en kontrol og afgøre, om de kan åbne, siger kontrolchef Bjørn Wirlander.
Café Ketchup kan dog trøste sig med langtfra at være ene om at have problemer med rotter. Flere københavnske spisesteder er ifølge B.T. blevet ramt af rotteplagen på det værst tænkelige tidspunkt, lige før julefrokosterne for alvor sætter ind. det gælder blandt andre den populære mexicanske restaurant Mama Rosa og politikernes favoribodega, Toga, der dog er åbnet igen. Ifølge Kai Fusager fra Miljøkontrollen i Købenahavns Kommune er de mange aktuelle rottesager et tilfælde.
- Det er ikke specielt sæson for rotter lige nu. Men de senere år er antallet af rotte-indberetninger steget stødt, siger han til B.T.