Virksomheden Lyreco, der har skandinavisk hovedsæde i Roskilde, har fået sin hidtil største ordre i hus.
Det sker efter, at firmaet, der producerer kontorvarer, har indgået en fireårig aftale med SKI - Staten og Kommunernes Indkøbsservice.
Det skriver DAGBLADET Roskilde.
Ordren har en samlet værdi på 561 millioner kroner og sikrer, at Lyreco fortsætter som leverandør af kontor- og skoleartikler til 89 kommuner og en lang række statslige institutioner som for eksempel Finansministeriet og Politiet.
- Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at vi alle sammen havde armene over hovedet, da vi modtog beskeden om, at vi havde vundet SKI-aftalen med staten. Vi er i et stærkt konkurrencepræget marked under store forandringer, og vi står selv midt i en transformation, siger Michael Baun Christensen, administrerende direktør i Lyreco Scandinavia til avisen og tilføjer:
- Set i det perspektiv giver det en enorm tryghed at få en aftale af denne størrelse og varighed i hus.