Inden længe kan fodboldstjernen Cristiano Ronaldos fans over hele verden bære stjernens nye undertøjs- og strømpekollektion skabt i samarbejde med den danske undertøjsvirksomhed JBS Textile Group.
- Det er vigtigt for JBS, at de mennesker vi arbejder sammen med repræsenterer vores virksomhedsværdier. Hvem er bedre til at repræsentere uovertruffen kvalitet end en af de bedste fodboldspillere i verden, siger Claus Bjerg Sørensen, ejer af JBS Textile Group.
JBS har allerede et undertøjssamarbejde med Caroline Wozniacki, der har vist sig i JBS-undertøj.
Ronaldo vil ifølge virksomheden også selv sætte sit præg på det endelige udseende af enkelte produkter med afsæt i udkast til design, som JBS fremsender til superstjernen.
/ritzau/