Fodboldklubben Evertons manager, Ronald Koeman, måtte torsdag forholde sig til sagen om klubbens stjernespiller Wayne Rooney, der for nylig blev anholdt og senere sigtet for spirituskørsel.
- Jeg er meget skuffet, siger Ronald Koeman ifølge nyhedsbureauet AFP om den 31-årige englænder, der for nylig trak sig tilbage fra Englands landshold som den mest scorende nogensinde.
Wayne Rooney skal for retten senere i september.
Sagen får foreløbig ingen indflydelse på angriberens deltagelse i Evertons kampe.
Wayne Rooney indgår derfor også i planerne til Evertons kamp mod Tottenham på lørdag.
Englænderen, der for nylig nåede en milepæl med sit Premier League-mål nummer 200 i karrieren, kan dog forvente at blive straffet af Everton, uanset hvad sagen ender med.
- Som enhver disciplinær sag vil dette blive håndteret internt af klubben på det rette tidspunkt, siger Ronald Koeman.
Wayne Rooney vendte før denne sæson tilbage til Everton, hvor han fik sit gennembrud som teenager.
Han blev i 2004 solgt til Manchester United, hvor han nåede at være i 13 år.
/ritzau/