Røver Shell-tank med pistol og springkniv: Nu efterlyser politiet vidner

To maskerede mænd røvede mandag aften en Shell i Billund. De slap væk med cigaretter og penge.
De to gerningsmænd var i besiddelse af en sort pistol og en springkniv, da de røvede en Shell i Billund mandag aften (arkivfoto).
De to gerningsmænd var i besiddelse af en sort pistol og en springkniv, da de røvede en Shell i Billund mandag aften (arkivfoto). Foto: Colourbox/Free

En Shell-tankstation på Grindstedvej i Billund blev mandag aften røvet af to maskerede gerningsmænd.

De to gerningsmænd var i besiddelse af en sort pistol og en springkniv.

De slap af sted med mellem otte og ti kartoner cigaretter og et endnu ukendt pengebeløb. Det oplyser vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Halfdan Kramer.

- Vi modtog opkaldet klokken 20.45, om at to maskerede mænd havde begået et røveri. Når man bruger en pistol og en kniv, så betegner vi det som både farligt og ret alvorligt, fortæller vagtchefen.

- Vi har derfor været på stedet i mange timer for at finde spor.

Politiet leder efter to mænd, der begge bar mørkt tøj. De beskrives som 180 og 185 centimer høje.

Den ene bar en sort jakke og en sort hættetrøje. Han havde samtidig en rød bandana på. Den anden gerningsmand bar tennissko af mærket Adidas.

Politiet leder efter vidner, der kan have set de to mænd i timerne op til røveriet.

- Hvis der er nogle, der har bemærket de her to mænd, der eventuelt har holdt øje med tankstationen eller været i området, så hører vi gerne fra dem, siger Halfdan Kramer.

Politiet har endnu ikke et overblik over, hvordan de to mænd flygtede fra stedet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.