Ti statsløse palistænenserer kræver nu, at Birthe Rønn Hornbech personligt skal betale for Integrationsministeriets årelange krænkelser af de statsløse palæstinenseres rettigheder.
Derfor vil de i morgen klokken 10 aflevere en stævning af den tidligere minister, meddeler Statsløseforeningen. .
"Vi vil ikke vente til om to-tre år, hvor statsministeren såkaldte uvildige undersøgelse kommer," siger talsmand Fathi El-Abed.
Også nuværende minister Søren Pind er blevet stævnet, men han er stævnet på vegne af ministeriet. Det betyder rent praktisk, at hvis foreningen får medhold i sine anklager, så er det integrationsministeriet og Birthe Rønn Hornbech, der skal betale.
"Selvom hun ikke er minister mere, så har hun stadig et medansvar," mener Fathi El-Abed.
Han understreger, at foreningen har forsøgt at komme frem til et forlig, hvor de statsløse fik erstatning for den tort, som det manglende statsborgerskab havde givet dem. Men integrationsministeriet har ikke svaret på deres henvendelser.
Dog har Birthe Rønn selv i sin redegørelse om sagen skrevet, at nogle af de statsløse kan have krav på erstatning.