Han er forsanger i bandet Magtens Korridorer, han er forsker på Københavns Universitet, og nu er han altså også skuespiller i julekalenderen "Juleønsket", som du kan se hver dag i december på TV2 klokken 20.
Her spiller han en sur og tvær pedel, der hedder Jack, og det er altså ret særligt, at Johan Olsen har takket ja til at være med.
Han fortæller til TV2, at han normalt takker nej til den slags roller, selvom han tidligere er blevet tilbudt at være med i diverse ting.
Men den her rolle fangede ham:
- Men lige præcis den (Juleønsket) synes jeg, var interessant. Deres historie-pitch var virkelig god. Det er en god historie, og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at prøve, siger sangeren.
Kan genkende sig selv
Johan Olsen fortæller, at de menneskelige konflikter i historien tiltrak ham, og han kunne se meget af sig selv i julekalenderen.
Det skyldes, at den kommer omkring helt almindelige menneskelige konflikter, og Johan Olsen må da også indrømme, at han har nydt den fokus og energi, som findes på et film-set:
- Det er virkelig fascinerende at se sådan et filmteam arbejde højtkoncentreret med ekstrem præcision og kreativitet på stedet. Jeg synes, at det var rigtig sjovt at være med til, siger han.
Han fortæller samtidig, at hos ham bliver der altid holdt en hyggelig og rar jul med familien, og masser af and, flæskesteg og dansen om juletræet.