Fuld tilfredshed. Den følelse sidder Fyns Politi med efter at have ransaget og anholdt i alt 12 rockerrelaterede personer. De er nu sigtet for en omfattende mængde indbrud.
Godt nok ville dommeren onsdag middag ikke varetægtsfængsle de fire anholdte, anklagemyndigheden fremstillede i grundlovsforhør, men som vicepolitiinspektør Kirsten Fischer siger, "så kan det være fordi, de sigtede har tilstået og samarbejder med politiet om opklaringen."
Fyns Politi har arbejdet med sagen i lang tid, og det har nu ført til sigtelser for i alt 70 indbrud.
"I går fik vi en masse tyvekoster ind, og lige nu har vi et kæmpearbejde med at sortere og opgøre alle de mange genstande," siger hun.
Der sidder allerede syv personer varetægtsfængslet i sagen om de mange indbrud på Fyn.