Tre rockere skal en tur bag tremmer for omfattende handel med hash. Det mener Københavns Politi, som fredag fremstiller mændene i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
- De er sigtet for besiddelse og videreoverdragelse af ikke under 180 kilo hash, fortæller politikommissær Knud Hvass fra politiets afdeling for organiseret kriminalitet.
Den ene anholdte er en 47-årig mand, som ifølge politiet er fuldgyldigt medlem af rockergruppen Hells Angels.
De andre er en 58-årig mand, som ifølge politiet hører til hos HA-støtterne i Devils Choice, samt en 21-årig mand, der har tilknytning til rockermiljøet.
Mændene blev anholdt ved en politiaktion i hovedstaden torsdag. Politiaktionen indbefattede også flere ransagninger.
- Vi lavede en del ransagninger, og i den forbindelse fandt vi både nogle kontanter og lidt stof, fortæller Knud Hvass.
Politiet er ikke i besiddelse af de mange kilo hash, som mændene ifølge sigtelsen skulle have håndteret.
- Det befinder sig ude på markedet nu, siger Knud Hvass.
Det er dog helt normalt i forbindelse med hash- og narkosager. Ofte benytter politiet salgsregnskaber og telefonaflytninger som bevis i den type sager.
/ritzau/