Robin Olsen har været meget i vælten i efteråret, hvor han deltager i Champions League med sin klub, Malmö FF.
Den dansk-svenske fodboldmålmand har gjort det så godt, at han kunne være kommet med i den danske A-landsholdstrup til kampene mod Serbien og Rumænien i sidste måned.
Det blev dog ikke til noget på grund af en skade, og nu har målmanden sagt ja til at stille op for Sverige.
- Han ringede og fortalte, at han var glad for, at vi havde henvendt os, men at han har valgt Sverige, siger Danmarks landstræner, Morten Olsen, til mx.dk.
- Det er jo hans eget valg. Han mener vel, at hans chancer er størst på det svenske landshold.
- Vi ville have haft ham med sidste gang for at lære ham at kende, men der var han småskadet. Og nu har svenskerne så et ligalandshold, der skal udtages, det har vi ikke, siger Morten Olsen.
24-årige Robin Olsen og Malmö FF spiller tirsdag aften den sidste kamp i Champions League-gruppespillet ude mod Olympiakos.
De svenske mestre skal vinde kampen for at slutte på tredjepladsen, der giver adgang til Europa League.
/ritzau/