Riza Durmisi forventes atter at indtage positionen som venstre back, når det danske fodboldlandshold fredag møder Polen i VM-kvalifikationen i København.
Betis-spilleren har dog ikke haft en perfekt optakt til landsholdets nøglekamp.
Store dele af forberedelserne til sæsonen i Spanien er blevet spoleret af den skade i baglåret, som i perioder også drillede ham i sidste sæson. Han skulle have været til behandling på Færøerne, men nåede det aldrig.
- Jeg har ikke spillet så meget i opstarten, for jeg har bare villet skåne mit højre baglår, så jeg kan være helt klar til at spille fodbold igen og kunne gøre det uden smerter.
- Jeg har lært, at man ikke kan være 100 procent klar, så jeg må stadig bide lidt smerter i mig, men det går.
- Jeg har det meget bedre nu end tidligere på sommeren. Jeg mærker ikke så meget, og det er slet ingenting i forhold til, hvad det har været.
Er der noget, du ikke gør eller med vilje undlader at gøre på træningsbanen på grund af dit baglår?
- Selvfølgelig skåner jeg det lidt. Hvis jeg kan lade være med at løbe 100 procent, men kun 90 procent, så gør jeg det, siger Riza Durmisi og tilføjer kækt:
- Jeg skal også kun løbe på 90 procent for at kunne følge med de andre, så det er fint.
Selv om det egentlig ikke var meningen, fik han fuld spilletid for Real Betis i fredagens 2-1-sejr over Celta Vigo.
- Jeg spillede, og vi vandt, så det er ikke, fordi jeg har glemt, hvordan man spiller fodbold, siger Durmisi.
Backen er startet inde i samtlige landskampe siden september 2015.
/ritzau/