Risiko for elektrisk stød: Populær lampe tilbagekaldes

Søstrene Grene tilbagekalder populær lampe
Søstrene Grene tilbagekalder populær lampe Foto: David Leth Williams7Scanpix

"Der er risiko for elektrisk stød. Lampen kan forårsage en kortslutning, når den forbindes til strømforsyningen."

Sådan skriver Søstrene Grene i et opslag på Facebook, og tilbagekalder dermed en populær gulvlampe. 

Det drejer sig om gulvlampen, model JF015  i grøn og sort

Ikke første gang

Opslaget blev lagt på Facebook fredag eftermiddag og er siden blevet delt og kommenteret livligt.

Blandt andet er der en kvinde, som skriver, at hun synes, det sker ofte, at Søstrene Grene må tilbagekalde et produkt.

Den kritik svarer butikken ikke direkte på, men svarer, at de beklager den ulejlighed, som tilbagetrækningen medfører:

"Vi gør altid alt hvad vi kan for at forebygge fejl, hvorfor vi blandt andet laver stikprøver på vores produkter. I dette tilfælde har vores test desværre ikke opdaget fejlen, før lampen blev sendt i butikkerne, og det beklager vi rigtig mange gange," skriver Søstrene Grene og slutter af med at ønske alle kunderne en vidunderlig weekend.

Ifølge BT er det ikke første gang, at den populære kæde må tilbagekalde en vare. Alene i 2017 har Søstrene Grene måtte trække en fyrfadslysestage, noget bøfkrydderi og nu altså en gulvlampe tilbage.  

Kunder som har købt et eksemplar af gulvlampen, kan få refunderet købsprisen ved tilbagelevering af produktet.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.