- Det ser virkelig kompliceret ud, men den er ret let at bruge, når man først har sat sig ind i det.
Nasim El-Khatib, 25, smiler, mens han bøjer sig ind over en større maskine, der kan filtrere forskellige stoffer fra vand og andre væsker.
Slanger i grønne og røde farver, små ventiler og et væld af knapper står rundt om den aflange arbejdsstation, hvor hans klassekammerat Rikke Lykke Larsen, 21, fører et rør ned i en stor tønde.
De læser begge til procesoperatør på erhvervsskolen NEXT i det nordvestlige København. Med et svendebrev i hånden vil de kunne arbejde på store fabrikker med at fremstille og kvalitetssikre alt fra madvarer til medicin.
De har studeret i to år, og der er enighed mellem dem om, at de er kommet langt i forhold til da de mødte ind første dag.
- Da havde vi lidt det samme udtryk i øjnene, som du har lige nu, siger Rikke Lykke Larsen med henvisning til Avisen.dk’s udsendte, der har svært ved at se, hvor arbejdet på sådan en maskine overhovedet starter.
Men ligesom mange af deres studiefæller har lært en masse, har de to operatør-spirere også oplevet hvor svært det er at finde en praktikplads. Hverken Nasim El-Khatib eller Rikke Lykke Larsen havde held med at komme i lære i deres første forsøg.
- Jeg sendte vel omkring 200 ansøgninger til virksomheder i hele landet. Der kom ikke noget tilbage, hvilket var enormt frustrerende. Så jeg endte med at måtte tage et år i skolepraktik, fortæller Nasim El-Khatib.
Bolcher og rengøring
Det går ellers fremad med antallet af praktikpladser på erhvervsuddannelserne. I år er der oprettet 1.300 flere end for to år siden, hvor de to procesoperatørere begyndte på deres uddannelse.
Det kan godt mærkes af eleverne, men snakken på gangene, i kantinen og gården er stadig centeret om, hvem der var heldig at få en plads, og hvor mange der står uden.
- Virksomhederne er blevet mere opsøgende end førhen, men det er stadig rigtig, rigtig svært for mange at komme i lære. Både på vores uddannelse, og de andre her på skolen, siger Nasim El-Khatib.
De seneste tal fra Undervisningsministeriet viser at mere end 10.000 elever mangler en læreplads. For størstedelen betyder det, at de må være i skolepraktik, mens de håber på at få et tilbud fra en virksomhed. Både Nasim El-Khatib og Rikke Lykke Larsen har erfaringer herfra.
- Det er jo godt, at man ikke bare sidder fast, hvis ikke man får en læreplads, men læringsniveauet er ikke særlig højt i skolepraktik. Vi blev sat til at lave bolcher og rengøre maskiner. Det rykker ikke meget ude i en rigtig virksomhed, siger Nasim El-Khatib.
En verden til forskel
Der er sket meget, siden de to procesoperatørere var i skolepraktik. Nasim tog en pause fra skolen og arbejdede i et år i Dansk Retursystem, inden han vendte tilbage til skolebænken.
Rikke Lykke Larsen fik et opkald fra Novo Nordisk under skolepraktikken, og har i dag en læreplads hos den danske medicinalgigant. For hende har det gjort en verden til forskel, at komme ud på en rigtig arbejdsplads.
Derfor appellerer hun og Nasim El-Khatib til at der bliver gjort endnu mere for at skabe praktikpladser til alle dem som mangler.
- Det er godt, at politikerne og skolerne er opmærksomme på det. Praktikpladser er så vigtige for os, for man kommer til at stå i problemer til halsen, hvis man kun har skolepraktik med som erfaring, når man bliver ansat på en virksomhed, siger Nasim El-Khatib.