Forhåbentlig holder vejret sig tørt og roligt, så du kan nyde en hyggelig aften med bål og sang, men hvad er det egentligt for noget, vi markerer, når vi tænder bål i aften?
Få seks varme facts lige her:
1. Hvem var Sankt Hans?
Det er Johannes Døberen – ham, der døbte Jesus, derfor kaldes han døberen. Han er søn af en søster til Maria, Jesus mor, og han er den, der fortæller, at Messias kommer.
I det Ny Testamente fremstilles han som en ørkenprofet, der levede i vildnisset og prædikede for at få folk til at blive bedre mennesker, har Morten Warmind, lektor og ph.d. tidligere fortalt til Videnskab.dk.
2. Hvorfor fejrer vi det nu?
24. Juni havde Johannes Døberen fødselsdag. Derfor holder vi danskere fest for ham aftenen før. Han fejres ligesom Jesus på et tidspunkt, hvor solen er enten på fuld styrke eller helt lav styrke. Jesus har den 24. December og Johannes et halvt år senere den 24. Juni, forklarer dr.dk.
Det er den kristelige version af aftenen – før den blev skruet ned over denne bål-aften, var det en hedensk skik, hvor det handlede mere om solen, end om en profet – en skik, der på mange måder minder mere om den tilgang, vi har til aftenen nu til dags.
3. Hvorfor brænder vi bål?
Det gør vi for at markerer, at nu vender lyset og dagene bliver igen kortere og mørkere … ja, det er egentlig lidt trist, men det fejrer vi altså i dag. Vi markerer overgangen til noget nyt og skræmmer samtidig troldfolk og hekse væk, skriver Historie-online.
4. Hvorfor er der en heks på bålet?
En gang var det rigtige hekse, der blev brændt på bålet. Det gjorde vi her i Danmark frem til 1693, skriver Bibelselskabet.
Denne tradition stammer fra den gang, hvor vi troede, at midsommer var kraftfelt for magiske kræfter. Dengang var vi bange for folk, der havde evner eller kunne ting ud over det sædvanlige, og derfor brændte vi dem – ved midsommer lavede vi dog "kun" bål for at skræmme dem væk, ikke brænde dem.
I dag er det naturligvis bare en dukke på bålet, og det skyldes mest af alt gammel overtro. Vi sikrer os, at det onde ikke får magten denne nat og ikke overtager den kommende tid, nu hvor lyset svinder – derfor sender vi symbolsk heksen væk til Bloksbjerg.
5. Er vi de eneste, der fejrer Sankt Hans?
Nej, det bliver også markeret i andre nordeuropæiske lande som England, Irland, Tyskland, Polen, Rusland og Frankrig, skriver kristendom.dk.
6. Hvilken sang er det, der synges?
Det er en tradition at synge Holger Drachmanns 'Midsommervise' – en af de nyere skikke på aftenen, skriver tv2.dk.