Det er ikke sikkert, at de over 4.000 ansatte i høreapparatskoncernen Widex kan høre det, når familierne Westermann og Tøpholm skovler millioner ind i pengetanken.
Men de to familier tjener altså styrtende med penge. Efter nogle magre år har Westermann og Tøpholm, med Jan Tøpholm og Anders Westermann i førersædet, knækket kurven, og er for første gang i det fælles imperiums historie nået op på en formue på over syv milliarder kroner.
Det skriver Finans.dk.
De to familiers fire store holdingselskaber har siden regnskabsåret 2013/2014 ifølge Finans.dk haft en indtjening på 1,245 milliarder kroner - alene i det seneste regnskabsår står der 966 millioner kroner efter skat på linjen med overskud.
De fælles familie-selskaber tæller udover Widex også investering i ejendomme og værdipapirer. Og ifølge Lars Nørgaard, der er adm. direktør i flere af familiernes holdingselskaber, er man bestemt tilfreds med det seneste regnskabsår.
- Det gode år kan forklares med, at vi har haft en stor engangsindtægt på en ejendom, har været en del af den generelle opgang på aktiemarkedet, og at Widex-koncernen oplevede markant fremgang, siger Lars Nørgaard til Finans.dk på vegne af familierne.
Den omtalte ejendom er det københavnske luksuslejlighedsprojekt Stay på Islands Brygge. Salget indbragte 359,5 millioner kroner, mens at familierne stadig står for udlejningen af lejlighederne, og dermed fortsat tjener på Stay-projektet.
Men kronjuvelen i familien Westermann og Tøpholms imperium er Widex med hovedsæde i Lynge i Nordsjælland. Her viser det seneste regnskabsår, at omsætning og indtjening steg væsentligt.