Mangemilliardæren Anders Holch Povlsen gør klar til at sælge ud af sin ejerandel i butikkæden Normal. Det skriver Børsen.
Normal-kæden, der ligger i hård kamp med Matas over hele landet, vokser i hastig fart og ventes at have 75 butikker inden årets udgang.
Ifølge Børsen har Normals storaktionærer hyret firmaet Clearwater til at undersøge muligheden for at sælge aktier og få nye partnere ind.
Anders Holch Povlsen er selv meget fåmælt over for avisen.
- Jeg plejer jo ikke at sælge andet end mine brugte biler, og jeg kan hverken be- eller afkræfte oplysningerne, siger han.
Hvorfor kan du ikke det, bliver han efterfølgende spurgt af avisen.
- Hvis der er et eller andet, der er interessant i den sammenhæng, så er det ikke op til mig at fortælle om, siger han til Børsen.
Anders Holch Povlsen ejer mellem 33 og 49,9 procent af aktierne i Normal. Filminstruktøren Søren Fauli er også med i ejerkredsen.
Med en formue på 36,7 mia. kr var Holch Povlsen-familien nummer to på listen over Danmarks rigeste, da Berlingske Business sidst lavede listen.