Rige skal give til de fattige: Politisk flertal vil hjælpe familier med lav indkomst

Et politisk flertal vil omfordele støtten til familier med børn på efterskole, så de lavtlønnede får mere.
Det skal være billigere for familier med lav indkomst at sende deres børn på efterskole, mener et flertal uden om regeringen. Billedet er et arkivfoto fra Tømmerup Efterskole i Kalundborg.
Det skal være billigere for familier med lav indkomst at sende deres børn på efterskole, mener et flertal uden om regeringen. Billedet er et arkivfoto fra Tømmerup Efterskole i Kalundborg. Foto: Emil Hougaard/Scanpix

Det skal være billigere for familier med lav indkomst at sende deres børn på efterskole. Og pengene skal tages fra familier med høj indkomst.

Sådan lyder et forslag fra SF, der møder opbakning i Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, skriver Politiken.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Dermed er der et flertal i Folketinget, der gerne vil ændre på fordelingen af støttekroner til efterskoleelever.

- Vi vil gerne have, at flere børn fra familier uden så mange penge kan komme på efterskole. Derfor foreslår vi, at de skal have et endnu større tilskud, mens dem, der har flere penge, skal have lidt mindre, siger uddannelsesordfører Jacob Mark (SF) til Ritzau.

- Vi kan se, at de elever, der kommer på efterskole, får et meget bedre netværk. Det prøver vi at sikre med det her forslag, siger han.

Hos Socialdemokratiet er partiets efterskoleordfører Daniel Toft Jakobsen "bestemt positiv" over for at omfordele pengene.

Og Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen, mener, at det "giver god mening". Han vil drøfte forslaget i folketingsgruppen.

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) er dog uenig.

Det har ifølge Politiken ikke været muligt at få et interview med ministeren, men i en skriftlig kommentar lægger hun op til, at det i højere grad skal være op til efterskolerne selv at sammensætte en mangfoldig elevgruppe.

- Efterskolerne vil gerne i kontakt med elevgrupper, der i dag ikke søger den type skole, og det er godt, skriver hun.

- Men det er efterskolerne selv snarere end staten, der skal sørge for, at elever fra forskellige typer hjem kan få mulighed for et år på en efterskole. Derfor mener jeg ikke, at en ændring af elevstøtteskalaen er det bedst egnede redskab i værktøjskassen for efterskolerne.

Efterskolerne gør dog allerede et stort stykke arbejde for at få børn fra forskellige hjem på efterskole, siger Jacob Mark.

- Men der er bare nogle familier, som ikke har råd, og så kan ministeren, efterskolerne og familierne have nok så mange gode ønsker, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.