Rig russer hævdes af have forgyldt Trumps advokat

Advokat for pornostjerne påstår, at Trumps personlige advokat i 2016 modtog penge fra russisk milliardær.
Donald Trumps personlige advokat Michael Cohen (foto) har ikke kommenteret oplysning om, at han skulle have modtaget en halv million dollar fra russisk rigmand i månederne efter præsidentvalget i 2016.
Donald Trumps personlige advokat Michael Cohen (foto) har ikke kommenteret oplysning om, at han skulle have modtaget en halv million dollar fra russisk rigmand i månederne efter præsidentvalget i 2016. Foto: Brendan Mcdermid/arkiv/Reuters

Præsident Donald Trumps personlige advokat Michael Cohen modtog i månederne efter præsidentvalget i USA i 2016 en halv million dollar - godt tre millioner kroner - fra et amerikansk selskab med tætte forbindelser til en russisk rigmand.

Det hævder Michael Avenatti, der er advokat for pornoskuespilleren Stormy Daniels, skriver Reuters. Hun påstår at have haft et intimt forhold til Trump.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Stormy Daniels, hvis rigtige navn er Stephanie Clifford, arbejder på at slippe ud af en fortrolighedsaftale, som hun accepterede op til præsidentvalget i 2016 til gengæld for 130.000 dollar, svarende til cirka 800.000 kroner.

Michael Cohen stod bag aftalen, der skulle få Stormy Daniels til at tie stille om en seksuel affære med Trump tilbage i 2006 og 2007.

Cohen har ikke kommenteret Avenattis påstand om pengeoverførsler.

Ifølge Michael Avenatti kom den halve million dollar fra den russisk-ukrainske forretningsmand Viktor Vekselberg og dennes fætter, der er direktør for det amerikanske selskab Columbus Nova.

Vekselberg har i flere år rangeret som en af Ruslands rigeste personer. Magasinet Forbes har senest anslået hans formue til 14,6 milliarder dollar.

Der er ingen oplysninger om, hvad de 500.000 dollar er betaling for.

Men i en udtalelse fra Avenatti hedder det ifølge AP: "Det lader til, at disse penge kan have fyldt kontoen op efter betalingen til frøken Clifford".

En advokat for Columbus Nova oplyser, at selskabet hyrede Cohen som investeringskonsulent i tiden omkring Trumps indsættelse som præsident i januar sidste år.

Advokaten tilføjer ifølge AP, at Viktor Vekselberg ikke var involveret i beslutningen om at bruge Cohen som rådgiver eller har betalt for hans ydelser.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.