På en tavle i fagforeningen bliver alle navnene skrevet op. Navne på firmaer, som gerne vil i kontakt med de fyrede elektrikere fra byggefirmaet Dahl A/S, der gik konkurs i sidste uge. Og nye ringer hele tiden ind.
- Telefonerne kimer. Det bliver nemt for de fleste af de fyrede, for der er godt gang i el-branchen og det er dygtige folk, siger Niels Bergløv, faglig sekretær i Dansk El-Forbund i Hovedstaden.
Eftertragtede elektrikere
Konkursen har betydet, at 250 medarbejdere har mistet deres job, heraf 70 elektrikere.
LÆS OGSÅ: Stor virksomhed konkurs: Sådan opdagede ansatte, at noget var helt galt
På fagforeningens hjemmeside kan man se, at det er nu er omkring 40 firmaer, der har rettet kontakt til Dansk El-Forbund for at høre mere om de eftertragtede elektrikere.
- Og allerede ved et informationsmøde for de fyrede fredag dukkede der arbejdsgivere op for at kapre folk, fortæller Niels Bergløv.
En af elektrikerne, der har modtaget en fyreseddel, er Simon Bøgevang Køster Christensen. Han fik dog sin opsigelse lidt før mange af kollegaerne i Dahl A/S:
LÆS OGSÅ: Byggefirma går konkurs: Fyrer alle ansatte øjeblikkeligt
- Jeg ved faktisk ikke rigtig hvorfor. Jeg fik min opsigelse for tre uger siden, og fik at vide, at jeg ville modtage et brev med mere information, men det har jeg ikke fået endnu, siger han. Til gengæld har han fået nyt arbejde:
- Det er heldigvis let at finde arbejde som elektriker lige nu, og jeg starter som service-elektriker i et nyt firma på mandag, fortæller han. Men selvom han er glad for det nye, synes han det var en ærgerlig afslutning:
- Jeg synes ikke det var sjovt. Det var ellers et solidt firma, virkede det til, så jeg blev da overrasket. Jeg har været der i ti år alt i alt.
LÆS OGSÅ: Dansk firma fyrede 250: Skiftede navn dagen før konkurs
Mange af de ansatte har løn til gode hos firmaet, og Dansk El-Forbund fører nu deres sager. Mens sagerne behandles hos Lønmodtagernes Garantifond udbetaler fagforeningen 90 procent af lønnen.