Glem alt om at stille stilladsarbejder i Århus, hvis ikke du er medlem af den lokale stilladsklub.
Sådan er virkeligheden i landets næststørste by, lyder det fra 12 ud af 13 stilladsfirmaer, der har deltaget i en undersøgelse foretaget af JP Århus.
"Der er uden tvivl skjulte trusler om, at de ikke kommer til at bygge stillads, hvis de ikke er med i klubben. Hvis en stilladsbygger ikke melder sig ind i klubben, får han ikke lov at bygge stillads," siger direktør i stilladsfirmaet Scaffco A/S, Mads Behøj, til JP Århus.
For knap to uger siden blev et stillads på Trøjborg, en bydel i Århus, pillet ned af ni stilladsarbejdere, fordi det tilsyneladende ikke var medlemmer af Stilladsklubben, der havde sat det op.
Det hævder stilladsklubbens formand, Jeppe Mikkelsen, at han ikke har kendskab til, selvom et af bestyrelsesmedlemmerne var med til nedgtagningen. Men over for JP Århus bekræfter Jeppe Mikkelsen, at man ikke kan arbejde med stilladser i Århus, hvis ikke man er organiseret i fagforeningen og klubben.
"Jeg kan godt forstå, at nogen har pillet det ned, hvis de mener, at dem, der har stillet det op, ikke bør have lov til det," siger han til JP Århus.
Arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet, Jørgen Steen Madsen, siger til avisen, at det kendetegner stilladsbranchen, at den er præget af en meget aktiv, fagpolitisk linje.