Søndag aften fik Martin Retov sin debut som cheftræner for Brøndby, der hjemme på Brøndby Stadion slog Randers med 2-1.
Martin Retov blev ansat som cheftræner i tirsdags, efter at Brøndby valgte at fyre Alexander Zorniger mandag, og den nyslåede cheftræner glæder sig over en glimrende start på jobbet.
- Det var en kæmpe oplevelse for mig, og vi fik de tre point, som er alfa og omega i den situation, klubben er i. Det er altid vigtigt at komme godt fra start, og det er vi kommet nu, siger Martin Retov.
I den forgangne uge sagde Brøndbys storaktionær Jan Bech Andersen, at Retov skulle genskabe glæden i spillertruppen, og det kræver, at spillerne vises tillid fra trænerne, mener Retov.
- Det handler om at vise spillerne tillid og tryghed. De skal vide, at de kan lave fejl, uden at jeg farer op i det røde felt, siger Retov.
- Mod Randers viste spillerne, at de helt klart har noget mental styrke. Vi bliver presset til sidst, fordi vi bliver bange for at vinde, men det er helt naturligt, efter den periode vi lige har haft.
Cheftræneren erkender, at der har været fart på den sidste uges tid, men det nye ansvar passer ham godt.
- Det har selvfølgelig været en hektisk uge, hvor jeg har skulle forholde mig til mange andre ting, end jeg skulle som assistent, men når alt kommer til alt, så handler det ikke om mig, siger Retov og fortsætter:
- Jeg har et fantastisk team bag mig, der alle sammen arbejder for at ro i samme retning. Jeg har taget nogle beslutninger, som jeg ikke skulle før, men det har jeg det fint med, siger Martin Retov.
Hany Mukhtar scorede til 1-0 for Brøndby i søndagens opgør, og han ser forskel med den nye cheftræner, men vedkender sig sit ansvar for fyringen af Zorniger.
- Selvfølgelig er der forskel på Retov og Zorniger, men det er os spillere, der er ansvarlige for spillet på banen, så når en træner bliver fyret, peger det også på os, siger Hany Mukhtar.
Brøndby ligger efter søndagens sejr på tredjepladsen i Superligaen med tre runder tilbage af grundspillet.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.