En 50-årig kvinde fra Aarhus er blevet sigtet for tyveri af værdier for tilsammen 847.000 kroner i fire villaer og en virksomhed i Aarhus-området, hvor hun var ansat som privat rengøringshjælp.
Det oplyser politikommissær Mogens Brøndum, Østjyllands Politi.
Tyverierne blev begået sidste år, og de foregik ved, at kvinden skaffede sig nøgler til sine arbejdspladser og vendte tilbage på tidspunkter, hvor hun vidste, at der ikke var nogen hjemme.
Fra en af arbejdspladserne - en villa i Skødstrup - stjal kvinden en aften, da familien ikke var hjemme, fladskærms-tv, musikanlæg og malerier for 252.000 kroner.
- Hun havde tilegnet sig nøglen til huset, og i dette tilfælde havde hun lejet en trailer, som hun brugte til at køre tyvekosterne væk i en aften ved midnatstid, siger Mogens Brøndum.
Fra en villa i Hjortshøj, hvor kvinden også arbejdede, forsvandt der i juni og juli sidste år en iPad og sølvtøj, og fra en villa i Egå forsvandt der dyrt porcelæn, designerting og tøj for 455.000 kroner.
Fra virksomheden, hvor kvinden gjorde rent, forsvandt der i juli cigaretter og spiritus for 21.000 kroner. Her skaffede hun sig adgang ved hjælp af en kopieret nøgle.
Politiet fandt ved ransagninger torsdag forskellige steder nogle af tyvekosterne, men kvinden har nået at sælge en del af dem. Guld og sølv er solgt til opkøbere, mens andre ting er solgt ved hjælp af annoncering.
Kvinden blev anholdt torsdag, men løsladt igen fredag, efter at hun havde aflagt fuld tilståelse hos politiet. Hendes sag vil komme for retten i slutningen af måneden.
En anden kvinde, som politiet mistænker for at være medskyldig, var fredag til afhøring hos politiet.
/ritzau/