Rekordtal: Så mange lærere har stemt om omstridt overenskomst

Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening foran Forligsinstitutionen i København, hvor overenskomstforhandlingerne. (Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix)

Mere end tre ud af fire lærere har sagt ja eller nej til en ny overenskomstaftale. Resultatet kommer mandag.

Et rekordstort antal medlemmer af Danmarks Lærerforening har stemt ved den netop afsluttede urafstemning om overenskomstaftalen fra april.

Et stemmebarometer på Danmarks Lærerforenings hjemmeside viser, at 77,8 procent af de omkring 55.000 stemmeberettigede har afgivet deres stemme.

Den seneste urafstemning om et overenskomstresultat blandt lærerne var i 2015. Her stemte 77,3 procent af lærerne, men denne rekord er nu overgået.

Selve resultatet af afstemningen - om det bliver et ja eller et nej - offentliggøres først mandag.

Afstemningen, der begyndte fredag 25. maj og har varet frem til søndag klokken 16, er ventet med spænding.

Mange lærere havde stukket næsen op efter en ny arbejdstidsaftale, efter at lærernes arbejdstid de seneste år har været dikteret af regeringens indgreb i 2013.

Men det lykkedes ikke lærernes formand, Anders Bondo Christensen, at forhandle sig frem til en aftale om arbejdstiden med kommunerne under de langvarige overenskomstforhandlinger.

Spørgsmålet blev derimod parkeret hos en kommission, der skal komme med bud på, hvordan en aftale om arbejdstiden kan skrues sammen.

Et arbejde, der skal være afsluttet inden udgangen af 2019. Herefter kan lærerne begynde forhandlinger med kommunerne om en arbejdstidsaftale.

Rundspørger foretaget af blandt andre Ritzau og dagbladet Politiken har tidligere vist, at lærerne står til at stemme et lunkent ja til aftalen.

/ritzau/