I 2013 rejser flere afviste asylansøgere hjem end i mange år. Fra januar til juli i år er 1030 afviste asylansøgere rejst tilbage. I 2012 var tallet 565, og i 2011 var tallet 618.
Det viser nye tal fra Rigspolitiet.
Et stort flertal af dem, der har fået afslag på asyl, da fået afslag med den begrundelse, at deres ansøgning er "åbenlys grundløs". Det drejer sig om 560 asylansøgere fra Serbien.
Derudover er 110 afviste afghanske asylansøgere rejst hjem, og nogle af dem har fået økonomisk støtte med på vejen.
Cirka i alt 160 asylansøgere har i år taget imod en udrejse via støtteordningen.
Justitsminister Morten Bødskov (S) er tilfreds med, at asylansøgerne tager imod den økonomiske hjælp.
- De nye tal viser, at den såkaldte støtteordning er en god idé. Ved at give afviste asylansøgere en hjælpende hånd i form af økonomisk støtte til hjemrejsen, får flere et incitament til at rejse hjem, siger Morten Bødskov (S).
- Ordningen er blot et af de mange tiltag, regeringen har taget for at sikre, at afviste asylansøgere forlader Danmark.
Også hos Dansk Flygtningehjælp er man tilfreds med, at de afviste asylansøgere rejser tilbage til deres hjemlande.
- Det er en god idé at fokusere på, at de kan rejse hjem frivilligt og med støtte. Jo flere, der rejser frivilligt, jo bedre, siger asylchef Eva Singer, Dansk Flygtningehjælp.
Men man kunne gøre endnu mere for at lette hjemrejsen for de afviste flygtninge, mener hun.
- Den nuværende støtteordning er midlertidig. Det er en engangsordning, der består af et pengebeløb. Man kunne gå videre og etablere integrationsprogrammer i deres hjemlande med hjælp til finde et sted at bo, arbejde og skolegang, siger hun.
Programmerne findes allerede i Afghanistan i forhold til flygtningen fra nabolandene.
Har man fået afslag på asyl, har man pligt til at forlade Danmark.
/ritzau/