Rejseselskaber aflyser udflugter til Kairo efter angreb

TOPSHOT-EGYPT-EXPLOSION-TOURISM (Foto: Mohamed El-Shahed/Ritzau Scanpix)

Angreb fredag nær Giza kostede fire mennesker livet. Danske rejseselskaber aflyser nu ture til Kairo-området.

Rejseselskaberne TUI og Spies har aflyst udflugter til Kairo-området for deres gæster i Egypten efter et bombeangreb fredag nær Giza-pyramiderne.

Det oplyser pressechef for TUI Danmark Mikkel Hansen og pressekontakt hos Spies Lisbeth Nedergaard til Ritzau.

- En situation som den her er altid lidt usikker, og sikkerheden kommer før alt andet. Derfor har vi indstillet udflugter for nu til det område, siger Mikkel Hansen.

- Men ellers er der ikke noget usikkerhed, hvor vores gæster befinder sig lige nu.

Ved angrebet fredag eksploderede en vejsidebombe under en turistbus nær pyramiderne ved den egyptiske by Giza omkring fem kilometer fra Kairos centrum.

Tre turister og en rejseguide, der befandt sig i bussen, blev dræbt ved eksplosionen, og mindst 11 blev såret.

Mange danske gæster befinder sig blandt andet i Hurghada-området og ved Sharm el-Sheikh flere hundrede kilometer fra Kairo.

TUI har omkring 900 danske rejsende i Egypten netop nu.

Ingen af selskaberne har turister boende i området ved hovedstaden, oplyser de.

Hos TUI gælder aflysningen af udflugter til området foreløbig en uge frem.

- Vi mener ikke, at der er nogen konkret usikkerhed omkring Kairo eller Egypten generelt. Men vi er nødt til at handle, som vi gør, siger pressechefen.

- Vi ved endnu ikke, hvad er skyld i det her angreb, så vi må vente, til myndighederne bliver klogere, så vi kan blive klogere.

Udenrigsministeriet udsendte fredag følgende melding om Egypten i kølvandet på bombeangrebet:

- De kommende dage må du forvente en øget tilstedeværelse af sikkerhedsstyrker særligt i Giza-området. Følg de egyptiske myndigheders anvisninger.

Meldingen blev sendt ud til danskere i området tilmeldt den såkaldte danskerliste.

Rejsevejledningen har dog været uændret efter bombeangrebet.

Tidligt lørdag morgen udførte egyptisk politi en række koordinerede angreb, hvor man dræbte 40 "terrorister", oplyste det egyptiske indenrigsministerium.

Indenrigsministeriet brugte ordet "terrorist" om de dræbte i politiets aktion.

Det fremgår dog ikke umiddelbart, hvilke personer der mere præcist er tale om.

/ritzau/