Regn aflyser Wozniackis kvartfinale i Auckland

Store mængder regn har udsat Caroline Wozniackis kvartfinale i Auckland.
Caroline Wozniacki kan ikke komme i kamp i Auckland, hvor regnen har indtaget byen.
Caroline Wozniacki kan ikke komme i kamp i Auckland, hvor regnen har indtaget byen. Foto: Shirley Kwok/arkiv/Scanpix

Regnen har væltet ned over Auckland i New Zealand hele torsdagen, og det har ført til aflysning af Caroline Wozniackis kvartfinaleopgør mod amerikaneren Sofia Kenin.

Kampen i ASB Classic skulle efter planen gå i gang klokken 7 dansk tid (klokken 19 lokal tid) torsdag. Men efter en kort udsættelse har arrangørerne nu flyttet kampen til fredag lokal tid. Det oplyser WTA på Twitter.

- Spillet ved ASB Classic er blevet aflyst på grund af regn, lyder det fra WTA.

Hele torsdagens dagsprogram blev efter fem timers udsættelse endegyldigt aflyst, mens man håbede på, at regnen stoppede inden aftenprogrammet, hvor Wozniacki skulle spille.

Det skete dog ikke, og dermed er samtlige kvartfinaler skubbet til fredag.

Udsættelsen betyder også, at fredagen byder på både kvartfinaler og semifinaler for spillerne.

ASB Claasic har på Twitter offentliggjort et nyt kampprogram.

Her fremgår det, at Wozniackis kvartfinale er sat til tidligst at gå i gang klokken 11 lokal tid fredag. Det vil sige klokken 23 torsdag dansk tid.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.