Meget tyder på, at den danske ishockeyspiller Peter Regin er færdig hos Ottawa Senators i NHL.
24-årige Regins kontrakt med NHL-klubben udløber til juli, og det er uvist, hvad der skal ske med danskeren, der har været plaget af skulderskader de seneste to sæsoner.
- Når man har været udenfor i så lang tid, så mister man noget af sin identitet og meget af sin selvtillid, siger Regin til avisen Ottawa Sun.
- Jeg føler dog stadigvæk, at jeg kan spille. Jeg føler stadigvæk, at jeg har redskaberne til at spille i NHL, men nu må vi se.
- Jeg skal få selvtilliden tilbage og føle mig som en god spiller. Det har jeg ikke gjort i år, fastslår danskeren, der ikke ved, hvor karrieren fortsætter.
- Jeg ved ikke, hvor det bliver, men jeg tror på mig selv. Jeg tror på, at jeg stadig kan spille i den her liga, så det må jeg bare bevise, siger Regin.
Ottawa Senators-træner Paul MacLean har været utilfreds med danskeren og oplyser på et pressemøde tirsdag, at han har besluttet sig for, om klubben forlænger kontrakten med Regin. En beslutning, han dog først vil informere spilleren om.
/ritzau/